Fem ABB robotter indtager scenen sammen med Bon Jovi på The Circle Tour

2010-03-10 - En Bon Jovi koncert har altid været et brag af billede og lyd, og den historiske "The Circle Tour", som lagde ud den 19. februar i Seattle Key Arena i USA, løfter koncerterne til et nyt niveau. Et af hovedelementerne i den visuelle oplevelse under showet er fem ABB industrirobotter, som står på scenen med hver et 6'x 9'
(ca. 185 x 275 cm) LED panel monteret på robotarmen.

Robotter og skærme er en integreret del af teknikken, der flytter sig i takt til musikken, mens der vises live videooptagelser af showet kombineret med digitale animationer. Med forskellige intervaller flyttes de fem robotarme til en formation, hvor LED-panelerne danner en samlet skærm. Robotterne vil ledsage bandet på den næsten to år lange turné, hvor der indtil videre er planlagt omkring 60 koncerter i Nordamerika og Europa, men med mulighed for flere koncerter undervejs. Der er tale om bandets længste turné siden slutningen af 1980'erne.

Det kreative koncept, som bringer robotterne til live på scenen er RoboScreen™, en patenteret teknologi udviklet af opfinderen Andy Flessas, grundlægger og direktør i Robotic Arts i Las Vegas. Flessas’ erfaringer med robotter begyndte i midten af 1990'erne, og han har siden gennemført forskellige kurser i robotprogrammering på ABB's træningscenter i Auburn Hills i USA. Undervejs udviklede han ideen om at montere en grafisk skærm på en robotarm for at lave kontrollerede bevægelser af de visuelle medier og skabe en unik seeroplevelse.

Robotterne laver én lang skærm af de fem RoboScreen moduler
Ved hjælp af 3D computeranimationsprogrammet Robot Animator™ bliver robotterne præcist koreograferet til musikken og sceneopsætningen. Programmet er udviklet af Flessas, og bruges til at animere bevægelserne på ABB robotterne, som om de bevægede sig på en almindelig skærm. Når det ønskede bevægelsesmønster er fastlagt, overfører Robot Animator koden direkte til ABB's robotstyresystem, og robotterne gengiver bevægelserne på scenen.


"Vi var i stand til at tage ABB robotter direkte fra fabrikken og forvandle dem til rockstjerner, hovedsagelig i kraft af ABB's IRC5 styresystem, og dets evne til at modtage de præcise bevægelser, som er lavet i Robot Animator," siger Flessas. "Den programmering, som vi laver til The Circle Tour kan give inspiration til helt nye bevægelsesmønstre, som kan anvendes i avancerede produktionsløsninger i fremtiden. Denne løsning, som er designet til underholdning, kan gøre det muligt at bryde igennem med nye løsninger til industrien. "

Da Jon Bon Jovi og turnéarrangørerne blev præsenteret for idéen med RoboScreen, blev de tiltrukket af det unikke i konceptet og af den fysiske tilstedeværelse af IRB 7600-robotterne. De var solgt, da de så den yndefulde, elegante koreografi, og hørte om det store antal af robotinstallationer og supportfunktioner, som ABB har rundt omkring i verden.

"Andy Flessas er en meget visionær person, og vi er begejstrede for den unikke løsning, som han har udviklet med ABB robotter," fortæller Joe Campbell, salgs- og marketingdirektør ved ABB Robotics i USA. "Samarbejdet med Robotic Arts og Bon Jovi er helt sikkert en af de mest unikke applikationer, vi har været involveret i."

Robotterne er klar til deres koncertdebut
Hver af de fem IRB 7600 robotter er udstyret med et speciallavet LED-panel, der vejer 320 kg, og består af 24 individuelle skærme sat sammen i fire gange seks rækker. Under showet optages koncerten med flere kameraer placeret rundt omkring på koncertstedet, og disse optagelser udgør 85 % af, hvad der vises på skærmene under showet. De animationer, som vises resten af tiden, er en kombination af forprogrammeret 3D-grafik og bevægelser i takt med musikken.

"Det er første gang, industrirobotter er en del af en større koncertturné," siger Flessas. "De tilfører mange elementer til showet, og hjælper med at give den fuldendte underholdningsoplevelse, som er Bon Jovis varemærke."

The Circle Tour er den næststørste underholdningsproduktion, som ABB robotter har været en del af i det seneste år. I 2009 spillede en række ABB-robotter en betydelig rolle i klimascenen i filmen "Terminator Salvation" med Christian Bale i hovedrollen.

      • Twitter
      • Facebook
      • LinkedIn
      • Weibo
      • Udskriv
      • E-mail
    Fem IRB 7600 industrirobotter deltager på The Circle Tour
    seitp202 56033b30c8ec7a0fc12576e2004c4a58